Fodbold – de store følelsers arena
Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Denne indstilling skuffer mig meget. Jeg kan forsikre jer om, at det er meget mere end det!
Sådan lyder det berømte citat fra Bill Shankly (tidligere manager for fodboldklubben Liverpool). Det er nok ikke helt der, jeg selv er nu, men måske ville den 14-årige Nanna nikke genkendende til citatet. Vi snakker om 1986, VM i Mexico. Jeg husker tydeligt både den altoverskyggende glæde, da Danmark vandt over Uruguay, men også den efterfølgende sorg, da dynamitdrengene 10 dage efter tabte til Spanien. Selv om jeg dengang var ganske ung, bed jeg mærke i, at fodbold, ligesom så mange andre ting i livet, kan være en følelsesmæssig rutsjebanetur, og det er en parallel, jeg som voksen forfatter har valgt at sætte fokus på.
Fodbold som rammefortælling
Fodbold og alt hvad der er omkring selve kampene er en god platform for fortællinger. I flere af mine bøger bruger jeg fodbold som ramme til at fortælle historier om håb, dilemmaer, venskaber, mod og fællesskab. Jeg har valgt at bruge fodbold som rammefortælling, og det på trods af, at jeg faktisk ikke interesser mig synderligt for fodbold, altså for selve spillet. Bevares, jeg følger da med i landsholdets kampe og jeg ved da også sådan nogenlunde, hvordan det står til med mit lokalhold AGF. Jeg kan lide stemningen på stadion og det sociale i at se en kamp med andre, og jeg kan i høj grad blive grebet af alle de store følelser, der f.eks. kommer til udtryk ved slutrunder. Men jeg er bestemt ikke inkarneret fodboldfan og enhver diskussion om taktik, VAR osv. gør mig fjern i blikket. Alligevel vender jeg gang på gang tilbage til den arena, når jeg skriver bøger. Hvordan kan det nu forklares?
Det er som sagt først og fremmest fodbold som rammefortælling, der interesser mig. Gennem den ramme kan jeg fortælle historier om håb, mod, moral og integration, for der er nemlig masser af muligheder for at fortælle historier på fodboldens arena uden at det skal handle om off-side, sejr eller straffespark.
Fodbold, håb og integration
Jeg vil gerne præsentere dig for Yousefs. Yousef er en ung syrisk mand, der går på sprogskole og forsøger at motivere sig til at lære det svære danske sprog, men egentlig hellere ville løbe rundt på grønsværen med en bold. Da Yousef boede i Syrien, var han en talentfuld fodboldspiller, men det fik krigen sat en stopper for. En granat ødelagde hans knæ, og nu sidder han på skolebænken uden drømme og håb for fremtiden. Kender du ham? Jeg kender ham. Eller i hvert fald har jeg mødt flere som Yousef, for Yousef er en fiktiv person, der optræder i trilogien ’Yousefs Kampe’ fra 2018. (forlaget Elysion).
Yousefs liv tager en drejning, da hans hold en dag får en vikar, som tager dem med hen til den nærliggende klub, og senere får han præsenteret Yousef for det frivillige idrætsliv. Yousef finder ud af, at nok er hans drømme om at blive professionel fodboldspiller parkeret, men der er også andre veje at gå. Hans erfaringer med fodbold, kan han bruge som træner, og derudover oplever han igen at være en del af et fællesskab. Han oplever derigennem at få nye drømme, der matcher hans nye virkelighed.
Gennem frivilligt arbejde som træner i fodboldklubben, møder han respekt og venskab, som han aldrig har mødt før. Som flygtning kan det være svært at få adgang til fællesskaber. Et danskkursus er ikke nok til at forstå vores humor, værdier eller sociale interageren. Det kan man bedre lære i omklædningsrummet eller på fodboldbanen.
Ideen til historien fik jeg på mit daværende arbejde som underviser i dansk som andetsprog. Det var ofte svært at nå ind til mange af de mandlige kursister, men hvis snakken faldt på fodbold, livede mange om. Det kunne være en snak om Messi vs. Ronaldo, men også en snak om fodboldens betydning i hjemlandet og i deres eget liv. Da jeg så også mødte flere unge mænd, der havde fået knust deres fodbolddrømme pga. bl.a. krig og, skader, ja så lå historien lige for. Yousef kom til verden. Og det samme gjorde jeg som forfatter.
Fodbold, venskab og dilemmaer
I 2018 udkom børnebogen ’På mål for Amir.’ Bogen handler om fodbold, venskab, familie og dilemmaet mellem at vælge det, som gavner hovedpersonen mest, eller at gøre det, som er mest rigtigt. Der er historien om drengen Malik, der er målmand med ambitioner, men som pludselig står over for et stort dilemma. Amir, som er syrisk flygtning, bliver pludselig trænerens førstevalg i stedet for Malik. Da Amir og hans familie får afslag på asyl, skal Malik træffe et valg. Skal han hjælpe Amir, eller skal han håbe på, at Amir bliver sendt hjem, så han igen, kan få pladsen som første målmand? Et dilemma der er krydret med at Maliks far selv er bosnisk flygtning.
Her er det et moralsk dilemma, der er på spil. Og moral og fodbold hænger i høj grad sammen. Som eksistentialisten Albert Camus har udtalt: ”Alt hvad jeg ved om moral og forpligtelser, skylder jeg fodbold.” (om sin tid som målmand på Algiers universitet)
Fodbold, fællesskab og værdier
Fodbold er fællesskab, identitet og værdier. Det er essensen i fodboldserien ‘Bare fodbold’ fra 2020-21. Det er ikke historier om at gøre alt for at nå sit mål, men mere om at gøre det, der føles rigtigt for den enkelte som en del af et fællesskab. I denne sammenhæng fodboldfællesskabet.
Der er historien om Anton, der spiller for Askov Boldklub og som gang på gang bliver stillet over for spørgsmål om fællesskab og venskab over for egne interesser. Det at kæmpe for noget og udvise mod. Og Anton er både en fighter på og uden for banen.
I første bog ‘Det er jo bare fodbold’ går det desværre ikke så godt for Askov. Vennerne er nemlig begyndt at droppe fodbold for at spille computerspil, og det gør Anton både vred og skuffet. Hvordan kan computerspil være vigtigere end fodbold? Man svigter bare ikke sit hold! Bogen lægger op til en snak om valget mellem forskellige interesser og moralske forpligtigelser overfor hold og venner.
I bog nr. 2 Antons valg, skal Anton træffe et vigtigt valg. Anton drømmer om at blive professionel fodboldspiller en dag. Det er bare svært, når man spiller for en lille klub som Askov. Efter en fodboldturnering bliver han kontaktet af en stor klub, Visby. Antons bedste ven, Svend hader Visby. Kan de stadig være venner, hvis Anton skifter klub? Og vil Anton overhovedet spille for fjenden? Bogen handler om svære beslutninger, drømme og venskaber.
Bøgerne er i god tråd med DBU’s undersøgelse af, hvad der er det vigtigste ting for børn, der dyrker fodbold. At blive bedre, at have det sjovt og at have det godt med de andre på holdet. Det sker dog desværre ofte det, at forældres og træners ambitioner ødelægger børnenes lyst til at spille i en klub. Dette er et tema, der bliver taget op i ‘Antons træner,’ der udkommer i 2021.
Og der som sagt flere bøger på vej i serien om Anton. Der er nemlig stadig mange gode historier at fortælle med fodbold som ramme.
Fodbold, modgang og mod
Og så er der det nyeste skud på stammen. Historien om det forbandede stadion. Er det ikke bare en uhyggelig og spændende historie, der skal læses, som den er? Jo, det kan den sagtens. Men det handler også om to drenge Thor og Alfred, der overvinder deres egen frygt og opbygger al deres mod for det, de elsker allermest nemlig deres favorithold Trandby. Og det er jo noget, vi alle har brug for at kunne gøre. Fodboldgale eller ej. Og drengene opdager på deres rejse, at citatet fra Bill Shankly i høj grad matcher det mysterium, de forsøger at løse:
Mange regner fodbold for at dreje sig om liv eller død. Denne indstilling skuffer mig meget. Jeg kan forsikre jer om, at det er meget mere end det!
